Værktøj: Negativ brainstorm

Sure kunder er en gave

Utilfredse kunder, shitstorm, sure medarbejdere eller brok på thrust pilot er en gave til din innovationsproces.

Negativ brainstorm er en undervurderet kreativ teknik til ideudvikling, der udnytter det faktum, at vi mennesker ofte er bedre til at se problemer end gevinster. Sådan gør du:

1. UDFORDRING
Hvad er problemet I vil have løst? Stil en enkel problemformulering. Fx hvordan kan vi være mere kreative? Hvordan får vi flere kunder til at købe i webshoppen? Hvordan får jeg flere følgere på Linkedin?

2. VEND UDFORDRINGEN 180 GRADER 
f.eks. hvordan undgår vi nye ideer? Hvordan får vi færre kunder eller færre følgere …

3. BROK LØS
Tredje fase er den kreative fase, hvor målet er at skabe så mange skøre og negative forslag som muligt, f.eks. der skal udfyldes en lang formular for hver ny idé; nye ideer er velkomne, bare de har været prøvet før; du bliver trukket i løn for hver ide, du bringer frem; du må kun komme med ideer, når du har en gul kasket på hovedet, og den skal have skyggen vendt mod højre. Altså fungerer brainstormen næsten som normalt, bare med en negativ ramme fremfor en positiv. Ideer må i denne fase – ligesom i den sædvanlige brainstorm – ikke kritiseres. Der må gerne grines – humor fremmer kreativitet!

4. VEND DEM TIL NOGET POSITIVT
Til sidst vendes hver negativ ide eller formulering med begyndelsens positive problemformulering in mente. Her gælder reglen om ingen kritik stadig. Det er også kreativt at finde det gode i det negative. Nogle gange kan ideer vendes direkte, f.eks. du bliver trukket i løn => lønbonus for nye ideer. Det kan være nye impulser, f.eks. kan den gule kasket invitere til en diskussion om rammerne for det kreative. Måske provokerer tanken om den gule kasket så meget, at der opstår en helt anden retning i diskussionen.

RESULTAT
En række positive ideer, der kan bearbejdes yderligere vha. andre teknikker – eller måske bruges som de er!

Metoden fungerer bedst i teams, hvor ideer skrives op på flip-overs, så alle kan se alt hele tiden. Det er ofte en meget sjov proces, hvor hele teamet får lejlighed til at grine en masse og gøre op med vanetænkning.

SÆT IGANG